Archive for the 'Technobabble' Category

Opdatering

Thursday, April 10th, 2008

I mit forrige indlæg skrev jeg om fire iværksætterpiger, der troede, de havde fået en god idé. De havde endda vundet flere konkurrencer med idéen.

Det viser sig, at der (pudsigt nok) findes regler på området (pdf - se afsnit 10.2.10 s 485).

»Hæveautomaten vil ikke leve op til retningslinjerne. Det er den klare udmelding fra vores teknikere. Reglerne stiller krav til, at knapperne skal være det samme sted og føles på en bestemt måde, så blandt blandet [sic] blinde kan bruge den,« siger pressechef hos PBS Søren Wing til Nyhedsavisen.

»Vi var ikke klar over, at de regler fandtes,« siger Tanja Dannevang på vegne af de fire studerende.

Det kaldes research og markedsundersøgelse. Det er noget, man foretager sig, inden man starter et firma. Det er bare uheldigt, at der ikke er nogen dommere i de konkurrencer, de har vundet, der har set, at researchen ikke var i orden.

Fail!

Wednesday, April 9th, 2008

En flok ikke-tekniske piger fra Århus Købmandsskoles iværksætterlinie har vundet en pris for en ny opfindelse, “der kan gøre alverdens pinkodetyve arbejdsløse.”

Der er i simple træk tale om et tastatur til indtastning af PIN-koden, hvor tallene flytter sig vilkårligt fra gang til gang. På denne måde skulle det blive umuligt at aflure, hvilke taster, der trykkes på.

Hvordan blev dette nogensinde en god idé?

Bare husk et par år tilbage, hvor dankortmaskinerne blev skiftet på grund af indførelsen af chipkort. I den forbindelse blev tastaturet vendt om. Det resulterede i, at rigtigt mange mennesker tastede deres PIN-kode forkert.

Det gjorde de, fordi langt de fleste mennesker ikke går og husker på deres PIN-kode andet end i det første stykke tid. Derefter bliver den del af vores spatial memory. Vi husker, hvor tallene er i forhold til hinanden på tastaturet - ikke tallene selv.

Men hvis nu tallene flytter sig hver gang, så kan vi ikke bruge vores spatial memory. Samtidigt skal vi hver gang kigge på tastaturet for at lede efter de enkelte taster, der skal trykkes på. Dette vil gøre en forholdsvis simpel opgave til en opgave, der skal tænkes over hver gang, den skal udføres.

Som en, der arbejder med brugerfladedesign til hverdag, kan jeg kun sige, at denne idé bryder med samtlige designprincipper. En brugerflade skal være konsistent og understøtte brugerens mentale model. En brugerflade skal hjælpe brugeren med at udføre opgaven. Dette “tastatur” gør ingen af delene.

Hvad med blinde og synsbesværede mennesker? Hvordan skal de have nogen chance for at anvende dette “tastatur”? Har man overhovedet spurgt dem?

Hvor stort er PIN-kode-afluringsproblemet? Er det så stort, at vi vil ofre hensynet til brugervenligheden?

”Mange synes måske, at en sådan idé nærmere skulle komme fra drenge på teknisk skole, men den fordom afkræfter vi gerne,” griner virksomhedens 17-årige produktionschef, Camilla Jørgensen, der tilstår, at ingen i virksomheden besidder nogen nævneværdig teknisk uddannelse eller indsigt.

“Ingen i virksomheden besidder nogen nævneværdig teknisk uddannelse eller indsigt.”. Det havde jeg aldrig gættet…..

Det er flot, at de har vundet en pris. Desværre dumper de i tilgængelighed og brugervenlighed.

Jeg elsker min Mac - med forbehold

Friday, February 15th, 2008

I forbindelse med starten af mit nye firma, besluttede partnerne i fællesskab, at firmaet skulle være Mac-baseret. Derfor indkøbte vi tre styks 15″ MacBook Pro med tilhørende Dell 24″ eksterne skærme (en startup har vel penge nok…).

Generelt er det et rigtigt lækkert setup både at se på men så sandeligt også at arbejde med. Jeg har yderligere indkøbt et eksternt tastatur i fuld størrelse. Godt nok ikke trådløst men næsten ubegribeligt lækkert at skrive på. Der er lige den rigtige modstand i knapperne.

Men ak.. Der er desværre dryppet en smule malurt i bægeret. Apple frigav tidligere på ugen en update til version 10.5.2 af OS X. Som enhver god computerbruger valgte jeg selvfølgelig at opdatere, da opdateringspakken indeholdt flere sikkerhedsopdateringer. Det skulle jeg ikke have gjort.

Det viser sig nemlig, at Apple har introduceret en fejl, der gør, at man ikke længere kan anvende sin MacBook i “closed-lid” mode. Altså hvor MacBook’en er lukket og bare bruges som computer med skærm, mus og tastatur slået til. Man kan godt ved hjælp af et par manuelle “hacks” (sæt det eksterne display til efter Mac’en er åbnet og håb…) bruge sin eksterne skærm, men fornøjelsen ved, at det bare virker, er forsvundet. “Seamless integration” er pludseligt blevet til “a lot of work”.

Forhåbentlig får Apple snart fikset problemet, så jeg kan komme tilbage til at nyde min Mac fuldt ud.

Zod!

Thursday, November 16th, 2006

Jeg har lige opgraderet min private arbejdsstation fra Fedora Core 5 til Fedora Core 6. Det skete helt uden brug af cd’er.

Der er ikke den store forskel mellem FC5 og FC6. Den største forskel er, at Gnome har integeret AIGLX, som giver mulighed for effekter på desktoppen ala OS X.

Pudsigt nok var det den eneste lille glitch, som jeg oplevede ved opgraderingen. Jeg skulle selv installere “compiz”, som er den composite windowmanager, der gør effekterne mulige. Heldigvis var det en formssag.

Så nu kan jeg også se mine virtuelle desktoppe på en kube.

Ja tak!

Wednesday, October 4th, 2006

En af grundene til jeg ikke har noget at udsætte på min CyberCity-forbindelse:

Senest d. 6. november 2006 hæver vi din hastighed fra 4096/512 til 6144/768 uden at ændre prisen.

Vi ønsker dig fortsat rigtig god fornøjelse med din bredbåndsforbindelse.

Jeg siger tak. Det var aldrig sket, hvis jeg havde haft TDC..

Gæt med Piet Van Deurs

Wednesday, June 7th, 2006

Her er en udfordring..:

Gå ind på boksen.dk og find de tekniske specifikationer på dimsen. Og nej, jeg mener ikke dette lille guldkorn fra FAQ’en:

Hvor stor er BOKSEN, og hvordan passer den i min stue?
BOKSEN er anonymt designet i lyse farver. Den er rigtig lille: 2,8 cm x 17,5 cm x 11,8 cm. BOKSEN vejer kun 300 gram!

Selvfølgelig skal man passe på med alt for mange tekniske specifikationer.. Men de bør være der. Det kunne jo tænkes, at der kom folk forbi, der rent faktisk var interesserede

Sweet goodness!

Saturday, April 1st, 2006

Det er juleaften i dag! Det føles i hvert fald sådan, når jeg sidder og skriver dette på min nye Samsung 204B. 20 tommers LCD goodness.

Mine øjne skal dog lige vænne sig til at vandre lidt mere. Der er stor forskel på min gamle, trofaste 19″ Sony Trinitron CRT og min nye, skinnende 20″ LCD.

Og for så lige at gøre tingene ekstra gode, har jeg taget springet og installeret Fedora Core 5, der kommer med Gnome 2.14 som standard-desktop. Windows bliver altså sejlet agterud i øjeblikket. Det er en ren nydelse at bruge, omend der var en smule startvanskeligheder.