Som efterhånden garvet blogger har jeg min daglige gang rundt omkring på weblogs, som jeg på den ene eller anden måde har fundet interesse for.
Emme var den første weblog, jeg stiftede bekendtskab med. Det var inden, jeg havde stiftet bekendtskab med det danske blogland, og det var gennem Emme, jeg fandt frem til blogbot. Emme var den her århusianske pige, som fascinerede mig med sine skriverier. Det gør hun endnu, når hun ellers tager sig sammen til at skrive noget. Det går bedst først på ugen.
Jeg har flere gange haft fornøjelsen af at drikke kaffe med Emme. Hun er en dejlig pige, hvis selskab man kun kan nyde. Desværre er hun jo flyttet til København. Det er vi sikkert mange, der er kede af..
Den næste på min liste er desværre et dødt link. Kapster.dk var i lang tid en kilde til daglig underholdning. Kapster-drengen havde virkeligt flair for ord og havde ovenikøbet humor. Men han trak sig stilfærdigt tilbage på toppen for at finde sig pigen i sit liv. Held og lykke Kapster. Du fortjener det.
Så er der djules. Måske også et dødt link, men jeg håber stadig, der er lidt liv tilbage. Hun har aldrig været den, der skrev de lange indlæg, men hun har så absolut nogle guldkorn at byde på. Her er blot et af mange. djules er en af de få, der har et link til mig på siden.
Tanten tror jeg, jeg fandt igennem plok. Jeg har, så vidt jeg ved, aldrig haft fornøjelsen af at møde tanten, så jeg har intet grundlag for at sige det, men det virker som om, hun har mange af Emmes kvaliteter. Om ikke andet har hun humor og kommer engang imellem med nogle guldindlæg.
Den næste på listen er Liselotte. Jeg har aldrig haft æren, men hun er om nogle definitionen på en dansk hverdagsblogger. Begavet som hun er med et fantastisk fortælletalent og en dejlig sans for farver og design er det en fornøjelse at læse med i hendes fantastiske rejse gennem livet. Yndlingsindlæggene er så absolut de “historiske”. Og så indlæggene om hendes yngste. Liselotte er også mesteren bag designet af nærværende weblog.
Fortsættelse følger