Archive for the 'Blabla' Category

Idioti

Sunday, September 2nd, 2007

Igen beviser de unge med alt mulig ønskelig tydelighed, at de på ingen måde fortjener andet end en ordentlig røvfuld.

Hvordan kan de dog overhovedet forestille sig, at nogen vil lægge nabolag til en flok hjerneløse, hærgende vandaler, der gang på gang viser, at de ikke besidder basale sociale egenskaber som hensyn og respekt?

Jeg mener, at Københavns Kommune straks burde indstille alle forhandlinger om et nyt ungdomshus, indtil åndsbollerne har bevist overfor de almindelige borgere, at de kan opføre sig acceptabelt.

iTunes U

Monday, July 16th, 2007

I forbindelse med at jeg tog et lille smut til staterne (mere om det senere..), så slugte jeg den røde pille og købte en iPod. Jeg er nu officielt ejer af et Apple-produkt..

Bevares, den er uden tvivl den flotteste mp3-spiller på markedet. Men nu har jeg aldrig rigtigt været den, der brugte en mp3-spiller så meget. Jeg kan huske den første, jeg købte. Det var en Creative D.A.P Jukebox, den var hundedyr, på størrelse med en discman - og jeg brugte den næsten ikke, før den røg i skuffen. Ja, jeg har den endnu…

Men det var også i dagene, før der rigtigt var noget, der hed podcasts og RSS og alt det der. Og en iPod + iTunes gør det altså frygteligt nemt at få fat i.. Astronomycast, Mads og Monopolet og SETI: Are We Alone er bare et par stykker af dem, jeg lytter til.

Og nu har jeg så lige opdaget iTunes U, som er universitetsforelæsninger på video-podcast…!

Jeg har hverken nok tid eller nok plads på min iPod….

Søvnig oversætter?

Thursday, March 22nd, 2007

Lige nu kører “Donnie Darko” på DR1.

På mindre end 30 sekunder blev der lavet to oversætterfejl, der er helt i skoven.

  • I looked into the mirror” blev til “Jeg så ind i miraklet
  • I’m not afraid anymore” blev til “Jeg er ikke en freak

Ok, på en dårlig dag kunne de to sætninger godt lyde lidt som de ækvivalente oversættelser. Men helt ærligt… “Jeg så ind i miraklet”..?? Det giver jo ingen mening hverken i eller udenfor kontekst.

Man er blevet vant til meget dårlige oversættelser fra Kanal 5, TV3 og 3+. Men jeg er skuffet over, at DR (og TV2 for den sags skyld) ikke opretholder bare en vis form for standard i oversættelserne.

Update: Endnu en… “My parents just bought him all kinds of new shit” blev til “Mine forældre har købt ham en ny skjorte“. What?!

Huset er nu kun en undskyldning

Saturday, March 3rd, 2007

Nattens uroligheder har om noget gjort en ting klart: Det handler ikke længere om et kulturhus. Det handler om, at der nu er en lejlighed til at hærge uskyldige menneskers ejendom under dække af en sag. Endelig har man en undskyldning for at kæmpe mod “fjenden” - politiet og det etablerede samfund. De autonomes hjertesag.

Tror de unge virkelig, at de får nogen som helst sympati ved at brænde uskyldige folks biler af? Ved at hærge forretninger, skoler og børnehaver? Svaret er nej.

Jeg håber, at politikerne står fast og har stoppet alle forhandlinger. Man skal ikke forhandle med terrorister. De unge skal ikke tro, at de kan true sig til noget som helst. Der skal ikke foregå nogen forhandlinger, før urolighederne er stoppet. Så må man se til den tid, om der er noget at forhandle om overhovedet.

Jeg håber, at folkene bag den groteske forening “Forældre mod politibrutalitet” skammer sig noget så grusomt, når de ser, hvordan deres børn ødelægger og hærger.

Frem med gummikuglerne og vandkanonerne. Hvis de ikke kan lære det på den bløde måde, så må de lære det på den hårde. Hvis urolighederne fortsætter på samme organiserede måde, så må militæret sættes ind. Vi kan ikke som samfund acceptere, at en gruppe unge mennesker på den måde går amok.

Arrogante programmer

Friday, March 2nd, 2007

Som programmør og ansvarlig for brugerfladen i Synkron Via CMS, så har jeg naturligt meget fokus på brugervenlighed. Derfor kan det også irritere mig, når jeg møder programmer, som er himmelråbende dårligt lavet på det punkt.

En helt særlig kategori er det, jeg vil kalde “arrogante” programmer. Det er programmer, som forsøger alt for at gennemtvinge deres vilje. Brugeren er i disse tilfælde næsten gidsel på egen computer.

Et af de mest groteske eksempler er Norton Internet Security. Specielt tre ting er helt i skoven:

  • Når programmet har opdateret sig selv via nettet og har brug for at genstarte, så bliver man mødt af en besked, der lyder noget i retning af: “Norton har brug for, at du genstarter computeren”. I denne dialog er der en OK-knap og det sædvanlige kryds i øverste højre hjørne. Men… Ligegyldigt hvilken man trykker på, så genstarter computeren. Norton gennemtvinger altså en genstart. Brugeren KAN ikke komme udenom.
  • Når Norton vil meddele brugeren noget tilsyneladende livsvigtigt (der foretages et systemscan eller abonnementet er udløbet), så gøres dette i en systemmodal dialog. Det betyder, at selv programmer, der kører i fuldskærm, bliver minimeret for at vise dialogen. Så Norton er ligeglad med, om brugeren f.eks ser en film eller spiller et spil. Det vil blive afbrudt uden varsel for at vise denne supervigtige besked.
  • Som standard ved installationen er Norton sat op til at foretage et systemscan kl 20 hver fredag. Dette gøres i (stor overraskelse) et systemmodalt vindue som beskrevet ovenfor. Al brugeraktivitet vil blive afbrudt.

Tilmed så gør Norton også det, som efterhånden er blevet standard for programmer: Installerer desktop-ikoner og quickbar-shortcuts uden at spørge. Fy!

Det slemme ved denne opførsel er, at det ikke kan konfigureres anderledes. Der er ingen som helst grund til, at dette ikke skulle kunne lade sig gøre. Det er næsten sværere at programmere, så det opfører sig som nu.

Det er superarrogant. Programmørerne fortjener en spanking med en våd søndagsberlinger.

Argh

Thursday, March 1st, 2007

Hvor er der dog ulideligt mange tudehoveder i blogland i dag. “Buuuhuuuuuuuuu politiet har ryddet ungdomshuset. Waaaaaaaaaaa!”

Personligt er jeg glad for, vi har et velfungerende politi, der hurtigt og effektivt kan udføre en opgave uden brug af skydevåben.

Det er ærgerligt, at det er kommet til dette. Mange fejl er begået fra alle sider af bordet. De unge valgte så at bekende de ægte kulører og drog hærgende igennem Nørrebro. Fra det tidspunkt stod det klart, hvad enden ville blive. Og der er ingen sympati herfra!

Det er en skidt ting, at København har mistet en højborg for den “skæve” kultur. Men hvis prisen for at beholde den var at acceptere anarki, så er det bedre på denne måde.

Jeg, en skeptiker

Monday, January 29th, 2007

Jeg støder på det alle vegne. I aviserne, i tv og ude blandt folk. Pseudovidenskab og humbug er alle vegne.

Min favorit-hade-pseudovidenskab er astrologi. Det er uhyggeligt så mange mennesker, der tror på, at planeternes stilling på deres fødselstidspunkt og -sted har indflydelse på, hvordan det vil gå dem i livet. Det har intet hold i virkeligheden. Astrologi er ren humbug.

Numerologi er en anden pseudovidenskab på højde med astrologi. Konceptet er, at navnet på en person kan have indflydelse på vedkommendes liv og levned i en sådan grad, at en ændring af stavemåde eller navn generelt kan give et bedre liv og en bedre fremtid. Det er direkte vrøvl.

Værst er det med de svindlere, der slår plat på folks ulykke. Heriblandt kan nævnes alternative behandlere, der anvender Hulda Clark-metoden. Skruppelløse mennesker, der fylder desperate AIDS- eller kræftpatienter med vrøvl om, at deres sygdom skyldes parasitter i tarmen. Parasitter, som kan “zappes” med et apparat, som ingen effekt har overhovedet.

Der er mange eksempler på lignende pseudovidenskab. Fælles for dem alle er, at de falder for videnskabelige tests. The James Randi Educational Foundation har sat en million dollars på højkant til den person, hvis paranormale kundskaber kan bestå en videnskabelig test (som vedkommende selv beskriver). Det er bare at ansøge. Men vær forberedt; der er endnu ingen, der er kommet forbi den indledende test.

Det virker som om, at folk har mistet evnen til at forholde sig kritisk til, hvad tilfældige mennesker forsøger at bilde dem ind. Folk er mere end villige til at tro, at der findes nemme veje til et lykkeligere liv eller en kur for sygdomme. De tror mere på alternative metoder uden hold i virkeligheden og videnskaben end de metoder, der er videnskabeligt fremavlede.

Heldigvis er der nogle, der stadig holder fanen højt for “critical thinking”. En af dem er Phil Plait, som har en weblog kaldet badastronomy.com. Han er astronom, ved en masse om videnskab og argumenterer glimrende for det at forholde sig kritisk til tingene. Samtidig skriver han fantastisk.

The SETI Radio Network har et ugentligt radioshow om alskens videnskabelige udviklinger. En gang om måneden er dedikeret til “Skeptical Sunday”, hvor pseudovidenskaber tages op.

Men det vigtigste er, at vi hver især forholder os kritisk til, hvad alverden forsøger at bilde os ind. Og hvis det virker for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis fordi, det er for godt til at være sandt.

Mad World

Monday, November 20th, 2006

For tiden kører der en reklame på TV for spillet “Gears of War” på Xbox360. I reklamen bliver der brugt en meget ørehængende sang, som jeg satte mig for at finde.

Det viser sig, at det er “Mad World” fra filmen “Donnie Darko”. Den synges af Gary Jules.

Det er en smuk sang. Enjoy..:


En eller anden skal råbes af

Sunday, October 8th, 2006

Jeg har netop opdaget, at Telia Stofa stadig trækker penge for Stofanet. Den Stofanet-forbindelse jeg afmeldte for snart tre år siden, hvor de endda har fået modemet tilbage i hovedet. Den forbindelse, der har været inaktiv lige siden.

I morgen er der en eller anden hos Stofanet, der får revet hovedet af, efter vedkommende har sørget for at tilbagebetale mig de ca 2000 kr, de uretmæssigt har suget fra min konto.

Fuck, jeg er sur!

Jeg har kun mistet to procent…

Saturday, October 7th, 2006

Lydbid fra 16-årig ung mand fra Radioavisens indslag om unge og rygerlunger:

Jeg synes selv, det gik herregodt. Jeg har kun mistet to procent af min lunge…. Det der puste-noget..

Mon ikke ordet, han leder efter, er lungekapacitet? Mon der er noget, der hedder rygerhjerne?

Det var i øvrigt selvsamme unge mand, der på spørgsmålet om han ville stoppe med at ryge, inden han fik konstateret rygerlunger, svarede:

Nej, det tror jeg ikke. Jeg skal i hvert fald ud og have en smøg her lige om lidt.

Supersmart ung mand, der…