Lejlighedens nye ejer er ankommet og har indtaget tronen ved vinduet..

Ejeren kræver ofte at blive kløet bag øret og generelt at blive aet så meget som muligt..

Dog kan ejeren godt blive lidt træt efter nogle timers regeren..

Hun hedder Viola, og hun er lejlighedens nye ejer…

Jeg - og resten af gruppen - fik 10 i vores endelige rapport i “Programmering af Store Objekt-Orienterede Systemer”. Yay!

Nu står den så på “Diskret matematik” til august. Det skal nok blive sjovt….

Torsdag gik turen så til Napoli, hvor Pompeii og Vesuv stod på programmet. Lige da vi svingede ind til indgangen til Pompeii, blev vi dirigeret ind på hvad der senere viste sig at være en betalingsparkeringsplads. Det var dog ikke så slemme priser endda, og da bilen dermed holdt tæt på indgangen, valgte vi at blive holdende.

Pompeii er meget interessant at besøge. Det blev dækket af aske af Vesuv i år 79. Rigtigt meget af byen er velbevaret helt ned i detaljer som maling på væggene og mosaikker på gulvene. Som man går der mellem ruinerne er det ikke svært at forestille sig, hvor prægtig byen må have været, inden den blev ødelagt af Vesuv.

Efter et varmt besøg i Pompeii satte vi kursen mod byens nemesis: Vesuv. Vesuv var sidste gang aktiv i 1944 og har været sovende siden da. Derfor er vulkanen åben for besøgende. Det er absolut et besøg værd. Den korteste gåtur tager blot ca en time i alt på gode stier.

Skiltemagerne på Vesuv har absolut humor. Det er ikke hver dag, man kan se de sten, man risikerer at få i hovedet, når man ser et “Pas på stenskred”-skilt:

Fra toppen af Vesuv er der en fantastisk udsigt. Desværre var det noget diset på dagen, men her er da et indtryk af udsigten.

Vi kom “bagom” Cori på vejen hjem og kunne derfor tage et billede ovenfra. Det er en hyggelig lille by, og det er helt sikkert ikke sidste gang, vi besøger den.

Tirsdag gik turen til Rom. Vi skulle besøge Nekropolis’en under Peterskirken. Det er en hedensk kirkegård fra ca 2. århundrede. Det var en meget spændende tur, der endte med et glimt af, hvad der siges at være Peters grav lige under alteret.

Ellers gik vi blot rundt og nød Rom så godt som det nu kunne lade sig gøre i næsten 40 graders varme. Frokosten blev indtaget på “Da Enzo” - et lille uanseeligt trattoria i Trastevere, som serverer en fantastisk Spaghetti alla Vongole.

På vejen hjem tog vi et billede af Cori sådan lidt på afstand. Cori har i alt 10.000 indbyggere, så “lille middelalderlandsby” er måske så meget sagt. Vi bor i øvrigt i den grønne firkant.

I dag har vi slappet af det meste af dagen. I morgen går turen til Napoli, hvor vi skal se Pompeii. Vi skal også vandre på Vesuv. Så batterierne skulle lades op.

Men vi kunne lige overkomme at deltage lidt i den fest, der var i gaden. Cori virker som en by, hvor alle kender alle. Der er altid (på nær de varmeste timer) et leben på gader og pladser. Denne aften var det en fejring af en historisk person, som vi ikke rigtigt fandt ud af, hvem var. Men de hyggede sig vældigt med mad, vin og musik.

De gule og grønne flag er bydelens flag. Vi har observeret en tre-fire forskellige flag rundt omkring i byen.

Når man står på vores tagterrasse og kigger hen over taget på huset, kan man se op til Hercules-templet fra ca 80 f.kr.

Til den anden side kigger man ud over dalen. På billedet kan man også se svalerne, der leger tagfat hele dagen. De flyver virkeligt tæt på terrassen. I hjørnet af terrassen står krydderhaven og pynter.

På vores vej til et aftenshow - der viste sig at være en art afdansningsbal for den lokale danseskole - gik vi og nød solnedgangen, der blev mere og mere rød.

På vej hjem fra “showet” var lysene blevet tændt i dalen.

Dagens temperatur: 36 grader

Vores velfortjente sommerferie er undervejs. Det startede med en tur til Hamborg, hvor vi kørte bilen ombord på et autozug mod München. Det er dejligt at slippe for turen ned gennem Tyskland. Men når det er sagt, så er det et bumletog. Det var ikke meget søvn, det blev til i liggevognen.

Første egentlige stop på turen var Firenze. Vi ankom torsdag aften kl ca 20 efter at have kæmpet os ind til Firenze igennem sædvanlig kaotisk italiensk trafik. Vi indkvarterede os på Hotel Fiorentina tæt på den gamle bydel midt i Firenze. Det var ikke det mest luksuriøse hotel - den største ulempe var nok manglen på en elevator - men det gik an.

Aftenen brugte vi på at finde noget at spise. Bagefter gik vi en tur rundt og så “Firenze By Night”:

Efter en varm nats døsen var det for alvor tid til sightseeing i Firenze. Vi kravlede op i det nærmeste tårn og så os omkring..

Der var 414 trin op. Igen glimrede elevatoren ved sit fravær. Men udsigten fra tårnets top var selvsagt fantastisk. Firenze er en italiensk middelalderby, og det ses tydeligt:

På vores vej rundt i Firenze mødte vi de sædvalige gadesælgere, der ikke har andet end bælter, plakater og kopitasker at byde på. Vi fandt dog også noget street-art, der var værd at tage et billede af:

Et kig på Michelangelo’s David, nogle is fra GROM (deres kaffeis er fantastisk. Det er deres chokolade-, melon-, jordbær-, pistacie-, nødde- og mynteis iøvrigt også!) og endnu en varm nat senere var det tid til at vende snuden sydpå mod den egentlige destination; huset i Cori.

Efter at have navigeret super-smalle gader i bilen, fandt vi huset i den lille middelalderlandsby i bjergene. Der var ikke meget plads at parkere på:

Her sidder jeg så nu på tagterrassen med et køligt glas I Frati - som vi selv har hentet på vingården - og forsøger at undgå at smelte i 33 graders varme. Ikke så dårligt endda..

Hvor er vi henne, når en 24-årig filosofistuderende kan blive idømt 10 dages betinget fængsel for en mere eller mindre uskyldig joke?

Det er fuldstændigt vanvittigt, at vi i den grad ligger under for mørkemændenes rædselsregime. Målet med terrorisme er netop at indgyde frygt og paranoia i et samfunds befolkning og system. Det er i den grad lykkedes.

Selvfølgelig skal politiet være på tæerne overfor eventuelle sindssyge mennesker, der måtte have til hensigt at sprænge sig selv og andre i luften. Men at en joke som bliver umiddelbart undskyldt kan føre til dom i vores land, som skal forestille at være frit og demokratisk, er vanvittigt. Man frygter for, hvad det næste måtte blive.