En flok ikke-tekniske piger fra Århus Købmandsskoles iværksætterlinie har vundet en pris for en ny opfindelse, “der kan gøre alverdens pinkodetyve arbejdsløse.”
Der er i simple træk tale om et tastatur til indtastning af PIN-koden, hvor tallene flytter sig vilkårligt fra gang til gang. På denne måde skulle det blive umuligt at aflure, hvilke taster, der trykkes på.
Hvordan blev dette nogensinde en god idé?
Bare husk et par år tilbage, hvor dankortmaskinerne blev skiftet på grund af indførelsen af chipkort. I den forbindelse blev tastaturet vendt om. Det resulterede i, at rigtigt mange mennesker tastede deres PIN-kode forkert.
Det gjorde de, fordi langt de fleste mennesker ikke går og husker på deres PIN-kode andet end i det første stykke tid. Derefter bliver den del af vores spatial memory. Vi husker, hvor tallene er i forhold til hinanden på tastaturet - ikke tallene selv.
Men hvis nu tallene flytter sig hver gang, så kan vi ikke bruge vores spatial memory. Samtidigt skal vi hver gang kigge på tastaturet for at lede efter de enkelte taster, der skal trykkes på. Dette vil gøre en forholdsvis simpel opgave til en opgave, der skal tænkes over hver gang, den skal udføres.
Som en, der arbejder med brugerfladedesign til hverdag, kan jeg kun sige, at denne idé bryder med samtlige designprincipper. En brugerflade skal være konsistent og understøtte brugerens mentale model. En brugerflade skal hjælpe brugeren med at udføre opgaven. Dette “tastatur” gør ingen af delene.
Hvad med blinde og synsbesværede mennesker? Hvordan skal de have nogen chance for at anvende dette “tastatur”? Har man overhovedet spurgt dem?
Hvor stort er PIN-kode-afluringsproblemet? Er det så stort, at vi vil ofre hensynet til brugervenligheden?
”Mange synes måske, at en sådan idé nærmere skulle komme fra drenge på teknisk skole, men den fordom afkræfter vi gerne,” griner virksomhedens 17-årige produktionschef, Camilla Jørgensen, der tilstår, at ingen i virksomheden besidder nogen nævneværdig teknisk uddannelse eller indsigt.
“Ingen i virksomheden besidder nogen nævneværdig teknisk uddannelse eller indsigt.”. Det havde jeg aldrig gættet…..
Det er flot, at de har vundet en pris. Desværre dumper de i tilgængelighed og brugervenlighed.