Krak’et

Den er over det hele.. Sagen hvor en hjemmesideindehaver lagde et såkaldt “deep-link” til sine adresseoplysninger på krak.dk og efterfølgende modtog en mail med trussel om, at han vil få tilsendt en faktura for brugen af linket. At betale kr. 4.500,- ex. moms.

Nu har krak så undskyldt, fordi de i første omgang havde opfattet hjemmesiden og brugen af linket som “kommerciel”.

Kære krak.dk,

Der er ikke noget, der hedder et “dybt link”. Det er noget, som forvirrede jurister har fundet på i forsøget på at beskytte forliste forretningsmodeller. Der har også været retssager om “dybe links”. Her blev det (også) godtgjort, at et link er et link er et link.

Faktisk gjorde Per Kaarup jer en tjeneste ved at linke til jer. Han kopierede ikke kortet - han linkede til jeres side med alle de fine reklamer. En side, hvor I selv opfordrer til at sende linket. I må bestemme jer. Må der linkes eller ej?

I siger, I ikke automatisk tjekker hjemmesider for links til jeres kort, men reagerer på “private henvendelser”. Men det kunne synes som om, at I efterfølgende ikke gør jeres arbejde ordentligt. Og kan man virkelig beskytte sin forretningsmodel ved at læne sig op ad private angivere?

Skam jer!

Modsat krak har De Gule Sider forstået meningen med World Wide Web. I deres brugsvilkår kan man læse:

Det er alene tilladt at indsætte links og søgebokse der linker til indhold på degulesider.dk på private og kommercielle hjemmesider, ved at acceptere disse vilkår og benytte den efterfølgende vejledning. Det er gratis at indsætte disse links.

De Gule Sider har endda adskillige hjælpeværktøjer til at konstruere den HTML, der kan anvendes til et link. Både med og uden logo.

Man siger, at der ikke er noget, der hedder dårlig reklame.. Kraks behandling af denne sag er forhåbentlig undtagelsen, der bekræfter den regel.

Leave a Reply