Jeg arbejder jo som systemudvikler, et arbejde som kræver en del tid med fingrene på et tastatur. Selvom jeg aldrig har modtaget maskinskrivningsundervisning, så har mine fingre gennem min profession alligevel lært at finde rundt på et tastatur med rimelig hastighed, uden at mine øjne nødvendigvis behøver at guide dem på vej.

Det er en stor fordel, men engang imellem går det galt. Engang imellem får jeg et anfald af akut tastespasseri, hvor fingrene nærmest kommer i vejen for hinanden - de søger de forkerte taster, og fejlraten stiger til vanvittige højder. Sådan en dag er det i dag.

Til alt held kræver mit job ikke den store WPM-rate. Det er mere en tænke-tænke-skrive-tænke-arbejdsrytme, der er krævet. Derfor er det nu stadig irriterende, når fingrene ikke udfører den sædvanlige dans på tastaturet..

I dag er dagen, hvor Liselotte og hendes familie tager afsked med deres Alexander. Vi andre, som har fulgt hans færd gennem tilværelsen via Liselottes levende skriverier, vil stå på sidelinien med bøjede hoveder og tunge hjerter.

Når en soldat begraves i USA, spiller en enlig trompeter signalet Taps. Over årene er der sat ord til tonerne. Et par af versene lyder:

Day is done, gone the sun,
From the hills, from the lake,
From the sky.
All is well, safely rest,
God is nigh.

Fades the light; And afar
Goeth day, And the stars
Shineth bright,
Fare thee well; Day has gone,
Night is on.

Thanks and praise, For our days,
‘Neath the sun, Neath the stars,
‘Neath the sky,
As we go, This we know,
God is nigh.

Mine tanker søger nordpå i dag.

God rejse, Alexander.