..når jeg læser weblogs for tiden. Man kan næsten ikke åbne en weblog uden at kunne læse indlæg om balladen i blogland. Og nu kan man ikke engang undgå det på ens egen…

Jeg savner tiden før weblogs blev folkelige. Tiden før smartlog, urbanblog og hvad de ellers hedder. Selvfølgelig er der kommet gode og velskrevne weblogs til på grund af disse let tilgængelige systemer. Men det er også myldret ind med brok-blogs, reklame-blogs og værst af alle hade-blogs.

Blogland føles pludseligt som en skolegård fyldt med syvende-klasses elever. Og som i alle syvende-klasser er der bøller. Personer der får et kick ud af at svine andre til. Og jo mere de kan stikke andre svineren, jo mere bliver deres selvtillid boostet. Hormonforvirrede teenagere har trods alt en undskyldning for dette fænomen. Voksne mennesker mangler undskyldningen.

Jeg ved godt, jeg kunne lade være med at læse weblogs. Det er også lige ved, at det er tilfældet. Jeg har i lang tid haft en liste af weblogs, som jeg tjekkede dagligt. Nu er det mere ugentligt, hvis det er så tit. Men samtidigt er det også som at se et trafikuheld udfolde sig i virkelig slow-motion. Man kan næsten ikke få øjnene fra det.

Jeg siger ikke, at alle weblogs skulle være feel-good-happy-happy-blogs. Der skal være plads til alle og der skal især være plads til debat. Men som tingene udvikler sig, så mangler debatten. Mediet bliver udnyttet til udstilling og tilsvining af andre.

Jeg væmmes.

Tour de France kører i baggrunden. Følgende ordveksling når mine ører:

Rolf Sørensen: “Se lige, hvad det er, han laver. Jeg er uden ord..”
Thomas Kristensen: “Du må godt købe en vokal…”

:-)

I disse dage glæder jeg mig over, at jeg ikke sidder på motorvejen i de køer, jeg hører om i nyhederne. Hvor er det dog fantastisk igen at kunne cykle på arbejde.

I det hele taget har denne uge været en rigtig god start på mit nye arbejde. Jeg har fået mig nogle rigtigt fede kollegaer, og arbejdet er spændende. Jeg glæder mig hver morgen til at komme på arbejde. Det har jeg ikke prøvet i meget lang tid.

Selvfølgelig hjælper det på det, at vækkeuret først ringer kl. 7. Så har jeg tilmed god tid, da jeg først skal møde kl. 8.30. Bedst er det om eftermiddagen, hvor jeg er hjemme inden kl. 17. Det er ren fornøjelse, og det har givet mig masser af energi. Jeg er gladere og ser lyst på tingene. Igen er det lang tid siden, jeg har haft det sådan.

Nu skal weekenden nydes, inden arbejdet starter igen mandag morgen. Men det gør ingenting - jeg nyder nemlig mit nye job.

Selvom man er fyldt 35, så er glæden og fornøjelsen ved en fødselsdagslagkage den samme, som den var for 25 år siden. Se bare, hvad jeg fik:

Vejret i går var jo af selvsagte årsager fantastisk, så dagen blev brugt i Mindeparken i selskab med nogle af frisbeefolkene.

Alt i alt var det en rigtig dejlig dag.

..pendlerkilometer blev det til, før jeg i går kunne parkere Skodaen efter den sidste hjemtur fra Odense. Fra på mandag kan jeg cykle på arbejde. Jeg glæder mig.

Da jeg for knapt to år siden valgte at arbejde i Odense var det et midlertidigt job, der lige skulle bære mig over, indtil jeg fandt jobbet i Århus. Alt er relativt, så midlertidigt blev altså til 23 måneder.

Det gør noget ved en at have 150 km til arbejde. Vækkeuret ringer sindssygt tidligt, og hvis man skal have bare en smule nattesøvn, så skal de sociale aktiviteter ligge tidligt på aftenen. Men ikke for tidligt. For man skal jo også lige tage med i beregningen, at der er 150 km at køre hjem, når klokken bliver 16.

Det kan gå i et stykke tid. Men på et tidspunkt bliver det belastende ikke at have særligt meget fritid. Stressniveauet stiger, og livsglæden falder tilsvarende. Derfor intensiverede jeg også min jobsøgning, da vi nåede januar.

Og det gav jo pote.. På mandag starter jeg hos Synkron, og jeg glæder mig usigeligt meget. Jeg tror faktisk ikke, jeg har glædet mig så meget til noget før. Det bliver ikke svært at komme op mandag morgen..