Archive for March, 2006

Det er en OMMER!

Monday, March 20th, 2006

Her er så endnu en rigtig god grund til ikke at stemme på Dansk Folkeparti - her er deres ungdomsafdelings bud på en kampagne for forbedret terrorberedskab:

Jeg hørte et interview med formand Kenneth Kristensen i Stram Op på P3 i dag. Han mente absolut ikke, at der var tale om en kampagne, der ville skræmme befolkningen.

Det er jo slet heller ikke fordi at en antydning om et nært forestående terrorangreb på København kan skræmme. På ingen måde. Niks niks…

Af med ansigtet

Saturday, March 18th, 2006

Nærværende website har i en kort periode grundet det åbenlyst anti-muslimske indhold i form af en .dk-endelse været defaced. Jeg undskylder overfor mine trofaste læsere.

På et eller andet tidspunkt holder det vel op med at være sjovt?

Hvad sker der lige?

Friday, March 10th, 2006

Den private ejendomsret har været ukrænkelig i Danmark, lige siden vi tog os sammen og indførte en grundlov:

§ 73
Stk. 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Stk. 2.
Når et lovforslag vedrørende ekspropriationen af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.
Stk. 3.
Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.

Nu er Joachim Oschlag endt i et domænedrama, hvor der i høj grad er tvivl om, hvorvidt “almenvellet kræver det”, som det så fint står i grundloven.

Desværre står det jo sådan til, at ejendomsretten ikke er ukrænkelig, når det kommer til domænenavne. I sagens natur er et domænenavn en unik størrelse. I et givet topdomæne er der en og kun en udgave af et andetniveau-domæne. Derfor har vi Klagenævnet for Domæneklager.

I nogle tilfælde er det egentlig ok. Tilstedeværelse på nettet er en så stor del af en virksomheds brand, at det kan være endog meget skadeligt for virksomheden, hvis “hoveddomænet” pegede på en side om noget helt andet. Der er en forventning om, at firmanavn.dk peger på firmaets hjemmeside.

Sagen om vuf.dk er derimod en anden. Her er der tale om en forkortelse, som ikke mange danskere ville finde på at associere med Voksenuddannelsescenter Frederiksberg. I mine ører lyder det som et site med billeder af bløde hundehvalpe.

Med alle de standardiseringsprojekter, der kører rundt omkring, og med kommunernes udfarelse for at sikre kommunenavn.dk, var det så ikke naturligt, at kommunale institutioner stoppede med “selvtægten” og kom ind under kommune-domænet?

Må jeg foreslå vuf.frederiksberg.dk? Man kan jo heller ikke undgå at lægge mærke til, at underskriveren af de anbefalede breve til Joachim har en e-mailadresse @frederiksberg.dk …

Baila!

Friday, March 10th, 2006

Nu har salsakurset varet seks uger, og det er blevet tid til den store midtvejsfest. Det bliver med garanti sjovt - også selvom min nakke og mine skuldre bogstaveligt talt gør knuder.

Men det her er festen, man ikke vil misse. Næsten alle på holdet kommer. Og alle andre hold ligeså. Så der er dansere på alle niveauer.

5..6..7..8.. :-)

Akismet

Friday, March 10th, 2006

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg gik over til WordPress 2.0 som blog-CMS, var, at aktivere Akismet-plugin’et. Jeg havde rundt omkring på diverse WP-drevne blogs læst, at kommentarspam var et stort problem.

Og der skete… Ingenting… Der kom en enkelt spamkommentar en gang imellem, men der var meget langt imellem. Alt var godt..

Men nu skal jeg ellers love for, at der er spambotter, der har opdaget erlando.dk. Det ligefrem vælter ind. Men heldigvis afspejles det ikke på indlæggene. Akismet gør jobbet endog rigtigt godt!

Så det kan anbefales at skaffe sig en WPAPI-nøgle og aktivere Akismet. Og det vil nok reducere behovet for installation af en CAPTCHA væsentligt.