What now, Charlie Brown?

Da jeg fortalte en god ven, at jeg havde startet min weblog op igen, spurgte han “Hvad er planen så? Hvad vil du bidrage med?”.

For at være ærlig så ved jeg det ikke. Jeg tror ikke, jeg egner mig som “temablogger”. Jeg er ikke specielt politisk anlagt, og de danske politiske weblogs kan virkelig stryge mig mod hårene. Det er absolut ikke der, jeg slår mine folder i blogland. Ej heller har jeg en altoverskyggende interesse, som jeg bare brænder så meget for, at det er presserende for mig at udbrede budskabet.

Jeg må nok se i øjnene, at jeg er hverdagsblogger. Og nok endda en meget mondæn en af slagsen. Næsten lidt kedelig. Ind imellem vil jeg så vise mig som drama king, når nu tingene ikke går helt min vej. En anden god ven døbte engang nærværende weblog erlendighed.dk. Jeg vil måske undgå, at det går så vidt denne gang.

Til dem, der har tænkt sig at hænge på - og måske endda har været her før - kan jeg kun sige “God fornøjelse”. Her gives ikke underholdningsgaranti. Men der vil nok være øjeblikke…

Leave a Reply