Så kom der svar på de to ansøgninger, som jeg havde lidt forhåbninger til. Og igen-igen-igen var der ikke andet end et høfligt afslag til mig. Lyset for enden af tunnelen var endnu engang et godstog.

Jeg har brug for lidt medgang. Jeg er ved at være slidt ned, og det bliver sværere og sværere at holde modet oppe. I dag blev jeg adviseret af min chef om, at der nu er tre måneder til min kontrakt udløber. Noget jeg selv er akut opmærksom på.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke hvor længe endnu, jeg har energi til bare at klø på. Jeg frygter, det ikke er så længe endda.

I need a hug…

For første gang i et langt stykke tid kunne jeg i morges observere den flotteste solopgang på vej til arbejde. Der har været antydninger i den sidste uges tid, men i dag meldte den sig så. Og der var virkeligt gang i farvepaletten.

Det er dejligt, for det betyder, at vi er på vej mod lysere dage. Mere lys betyder mere energi. Mere energi betyder mere overskud. Mere overskud betyder en gladere mig.

Det har jeg behov for..

Mine optrædener på E45 er så hyppige, at min hjerne har udviklet en evne til at zone selve kørslen ud og dermed efterlade en del hjernekraft til tankevirksomhed. En del gange bliver det dog spildt på absolut ingenting. Men der er dog undtagelser.

I morges var en af undtagelserne. Forårsaget af en radionyhed om, at en enig fagforeningsstand ville have skatten på ejerboliger op for at finansiere nedsættelser af skatten på arbejde, gik mine tanker til, hvordan jeg hurtigst muligt kunne forlade dette socialdiktatur af et land.

Nu kan jeg ikke være politisk særligt længe ad gangen, men jeg legede da lidt med tanken.. Hvad nu hvis jeg bare solgte det hele..? Jeg står til at få en rimelig pæn fortjeneste, hvis jeg sælger min lejlighed. Hvis jeg er heldig, kan jeg måske få en 5-600K ud af det. Hvad, hvis jeg bare tog de penge i hånden, råbte noget grimt, og begav mig ud i verden? Hvis man sparede lidt på pengene, og måske endda arbejdede lidt undervejs, hvor lang tid kunne de så holde?

Jeg har altid gerne villet besøge USA for slet ikke at tale om Australien. USA var nok ikke et sted, jeg ville opholde mig i længere tid ad gangen, men jeg kunne måske godt forestille mig at bo i Australien. Problemet med både Australien og USA er nok, at man skal have sig en arbejdstilladelse for at måtte tjene penge. Hvor let eller svært det er, aner jeg ikke noget om. Men det umiddelbare indtryk efter lidt googleri rundt omkring er, at Australien klart vil være det nemmeste.

Europa er jo en anden sag. Med EU og “arbejdets fri bevægelighed”, så er det som EU-borger ikke noget problem at komme til at arbejde i et andet EU-land. Her tænker jeg nok mest på England. Jeg kunne godt se mig selv prøve, hvordan det er at bo i London. Berlin er også en cool by, som jeg godt kunne se mig selv bo i et stykke tid.

Og hvis man blot sørger for at have et par hundrede tusind sat af til så at sige starte på ny, når man vender hjem, så…

Hm. Man har vel lov at drømme…

Som det måske er nogle bekendt, så arbejdede jeg for ca halvandet år siden for et lille firma. En af mine ærede kollegaer var en lettere whacky programmør med hang til Macs, store armbåndsure og solide mængder Mass-øl.

Men han er også velsignet med en god humor og en god portion talent for at male og tegne. Derfor har han kastet sig over tegneseriens kunst og har barslet med Institute of Bacon, som er en webtoon i stil med Userfriendly og Dilbert. Jeg finder den ganske sjov. Måske fordi, der er et par af karaktererne, jeg godt kan genkende visse træk ved…

Jeg glæder mig til, der kommer meget mere fra samme skuffe..

Man siger, at ventetid er den værste tid, man kan gennemgå. Lige nu prøver jeg på eget sind, hvor sandt det er.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg søger nyt job. Primært fordi min kontrakt hos min nuværende arbejdsgiver udløber pr. 30. april. Men også fordi køreturen frem og tilbage til kontoret truer med at gøre mig til et lallende nervevrag. 80000 pendlerkilometer gennem de seneste 16 måneder har sat sine spor.

Lige nu har jeg ansøgninger ude til to jobs, som passer næsten perfekt til min profil. Jeg har fået “Tak for din ansøgning”-mails tilbage for begge to. Så nu venter og håber jeg bare. Kunne jeg dog blot få en samtale ud af det, ville det hjælpe på mit humør.

Så.. Kryds fingre for mig derude i blogland. Jeg har brug for lidt held her..

Januar er altid en travl måned for undertegnede. Det er her, alle nytårskoncerter ligger. I år har jeg koncerter tre weekender i træk. Da en nytårskoncert altid er noget særligt for et orkester, bliver der altid gjort meget ud af den. Så der ryger som regel en weekend på projektet. For ikke at tale om alle prøver op til.

Jeg har spillet musik i snart 25 år. Det har givet mig virkeligt store oplevelser og stor glæde. Men det er som om, glæden er ved at forsvinde. Det er blevet en pligt. Det er ikke rigtigt sjovt længere.

Derfor har jeg taget den meget tunge beslutning at stoppe med at spille musik. Jeg trænger til et pusterum. Jeg trænger til noget tid til mig selv. Efterhånden som jeg bliver ældre, går det op for mig, at tid er den absolut mest værdifulde ressource, som jeg har. Og den er stærkt begrænset, så jeg skal bruge tiden på noget, som gavner og glæder mig. Ting, jeg har lyst til at bruge tid på. Det er ikke musikken lige nu.

Hvem ved, måske vender jeg tilbage…

Da jeg fortalte en god ven, at jeg havde startet min weblog op igen, spurgte han “Hvad er planen så? Hvad vil du bidrage med?”.

For at være ærlig så ved jeg det ikke. Jeg tror ikke, jeg egner mig som “temablogger”. Jeg er ikke specielt politisk anlagt, og de danske politiske weblogs kan virkelig stryge mig mod hårene. Det er absolut ikke der, jeg slår mine folder i blogland. Ej heller har jeg en altoverskyggende interesse, som jeg bare brænder så meget for, at det er presserende for mig at udbrede budskabet.

Jeg må nok se i øjnene, at jeg er hverdagsblogger. Og nok endda en meget mondæn en af slagsen. Næsten lidt kedelig. Ind imellem vil jeg så vise mig som drama king, når nu tingene ikke går helt min vej. En anden god ven døbte engang nærværende weblog erlendighed.dk. Jeg vil måske undgå, at det går så vidt denne gang.

Til dem, der har tænkt sig at hænge på - og måske endda har været her før - kan jeg kun sige “God fornøjelse”. Her gives ikke underholdningsgaranti. Men der vil nok være øjeblikke…

Som der måske er nogen, der har lagt mærke til, så har nærværende weblog holdt en mindre pause. Måske er der tilmed nogle, som har spekuleret på, om denne weblog var blevet del af det efterhånden omsiggribende weblog-harakiri, som tilsyneladende er så populært nu om dage. Så heldige er I desværre ikke.

Men dermed ikke sagt, at jeg ikke har tænkt godt og grundigt over, hvad fremtiden måtte have at byde på for erlando.dk. Nu starter jeg med at relancere webloggen, så vil jeg se tiden an.

Og som alle marketingsfolk kan fortælle lange historier om, så bør en relancering have noget nyt at byde på. Og denne byder på intet mindre end to store ting.

For det første kører jeg nu på et standardsystem. Kendere vil kunne genkende det som WordPress 2.0. Det gamle system var et, som jeg havde flikket mere eller mindre hurtigt sammen. Det virkede, men kun lige. Der var en del blindgyder i backend’en, og jeg fik aldrig rigtigt taget mig sammen til at implementere det fuldt ud.

For det andet er det med stor stolthed, at jeg præsenterer et nyt design. Jeg har givet sneak-peeks på det før, men nu er det her altså. Stor tak til Liselotte for at give en hånd til en design-spasser.

Jeg håber på hen ad vejen at kunne overføre arkivet fra den gamle weblog. Der er alligevel en del indlæg, og de er alligevel ganske sjove at læse engang imellem.

Men velkommen til det nye erlando.dk. Hvis I finder nogle uhensigtsmæssigheder, så smid en kommentar. Ordet er frit.